Vi har åbent i dag fra 08:00 - 15:30

Vi har åbent i dag fra 08:00 - 15:30

Analyse af mestringsstrategier

Anvendelsesmuligheder

Når man som menneske kommer i en situation, hvor man er presset, håndterer man situationen med udgangspunkt i tanker, følelser, erfaringer og ens aktuelle overskud. Her anvender man en umiddelbar mestringsstrategi for at håndtere situationen, og det er objektivt set ikke nødvendigvis de mest langsigtede
eller hensigtsmæssige mestringsstrategier, der kommer i anvendelse under pres. Det gælder også for ledere, der ofte kommer i komplekse og udfordrende situationer. Her kan gode intentioner let forsvinde, og derfor er det nødvendigt at reflektere over, om ens handlinger er i overensstemmelse med egne mål og værdier.

Dette skema giver mulighed for at analysere situationer med henblik på at lære sine egne mestringsstrategier at kende. Skemaet hjælper med at tydeliggøre, hvordan man reagerede, hvad der lå bag reaktionen, og hvilke konsekvenser dette havde på kort og på langt sigt. Derigennem kan man som leder tage ansvar for at arbejde med sig selv, skabe bedre rammer for sin ledelsespraksis og vurdere, om der er behov for at følge op på den konkrete situation.

I et ledelsesteam kan skemaet danne grundlag for en reflekteret og konstruktiv dialog om en kollegas ageren i en specifik situation. Mestringsstrategier er individuelle, og det kan være svært at forstå for en udenforstående. Med skemaet skiftes fokus fra en vurdering af, hvorfor noget blev gjort, til en fælles nysgerrighed i forhold til de tanker, der udløste reaktionen. Dette skaber en mulighed for at analysere konsekvenserne af strategien og drøfte alternative tilgange i en tryg og objektiv ramme.

Skemaet er ligeledes anvendeligt i samtaler med en medarbejder, hvor dennes mestringsstrategi i specifikke situationer kræver fælles refleksion. Skemaet understøtter en åben og konstruktiv dialog, der styrker både medarbejderens udvikling og samarbejdet som helhed.

Søgning